Et samlet overblik over retsstillingen i forbindelse med barsel
Værket er udarbejdet som en praktisk håndbog med det formål at give et samlet overblik over retsstillingen i forbindelse med barsel og orlov.
I 2002 vedtog Folketinget nye regler om barselsorlov og barselsdagpenge. I 2006 gennemgik reglerne et servicetjek, der ledte til, at reglerne, der tidligere hovedsageligt var reguleret i ligebehandlingsloven og dagpengeloven, nu blev samlet i én lov, nemlig barselsloven. I 2013 ændredes loven videre således at ”medmoren” blev ligestillet med faren.
Regelsættet i barselsloven er ganske komplekst. Selv om barselsreglerne har været gældende i 15 år, giver de mange muligheder for fleksibilitet stadig anledning til tvivl.
Denne fremstilling gennemgår i 3. udgaven, hvordan reglerne fortolkes og administreres i 2017 både i forhold til forældres rettigheder og deres muligheder for at træffe aftaler med deres arbejdsgiver.
Forfatterne giver i den nye 3. udgave af bogen et godt overblik over domme og afgørelser om afskedigelse under barsel – herunder også ved inddragelse af en række afgørelser fra Ligebehandlingsnævnet.
Fremstillingen behandler bl.a.:
- Retten til fravær og dagpenge
- Fleksibilitet, forlængelse og udskydelse
- Varsling
- Barsel og ferie
- Retten til betaling, herunder barselsudligningsordninger
- Barselsaftaler og overenskomster – løn og fravær
- Beskyttelsesregler
- Afskedigelse, herunder sager om fædres orlov og fertilitetsbehandling, som fylder mere og mere
- Ligebehandlings- og ligelønsspørgsmål under barsel.
Målgruppe
Bogen retter sig mod både domstole, advokater, HR-ansvarlige, ansatte i kommuner og organisationer samt alle andre, der beskæftiger sig med barselsorlov i det daglige.
Om forfatterne
Agnete Andersen er cand.jur. og tidligere sekretariatschef i Beskæftigelsesministeriet i arbejdsret, medlem af Ligebehandlingsnævnet og forfatter til flere bøger om ligestillingslovgivningen.
Mads Krarup er advokat med møderet for Højesteret, driver en selvstændig advokatvirksomhed, og er medforfatter til andre ansættelsesretlige fremstillinger.